Skip to content
University Must Protect Itself Against Espionage: Allowed to Check Foreign Students

University Must Protect Itself Against Espionage: Allowed to Check Foreign Students

www.dr.dk • September 28, 2026

Danske universiteter skal have bedre mulighed for at sikre deres forskning mod spionage.

Derfor er regeringen klar med et lovforslag, der giver universiteterne lov til at afvise udenlandske studerende baseret på et baggrundstjek.

Universiteterne har i et par år afvist forskere fra Rusland, Iran og Kina, men som reglerne er i dag, kan universiteterne ikke afvise udenlandske studerende.

Baggrundstjekket vil ifølge udkastet til lovforslaget først og fremmest blive brugt, når universiteterne får ansøgninger fra unge fra lande, som de danske efterretningstjenester vurderer som risikolande.

På Aarhus Universitet ser prodekan for forskning på det tekniske fakultet, Brian Vinter, frem til også at kunne afvise udenlandske studerende, primært fra Rusland, Iran og Kina, baseret på et baggrundstjek.

Ifølge Brian Vinter er størstedelen af forskningen fra universitetet åbent og tilgængeligt, så det er baggrundsmateriale, som lovforslaget skal forhindre kommer i forkerte hænder.

- Det kan være menneskelige DNA eller viden om, hvordan det danske elnetværk ser ud. Det er den baggrundsviden, der er behov for at beskytte, siger han.

Målet er at beskytte kritisk forskningsviden mod spionage, og derfor står der i lovforslaget, at universiteterne ikke kan optage unge, "hvis deres adgang til kritisk forskningsviden i forbindelse med uddannelsen vil kunne udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed."

Brian Vinter mener, at det på sin vis også vil være en hjælp for de udenlandske studerende.

- Det vil beskytte de unge mennesker mod at blive sat under pres af deres efterretningstjenester derhjemme for at skaffe information, som de ikke har lov til at have, siger han.

Studenterråd bekymret

I Studenterrådet på Aarhus Universitet er man bekymret for, at de nye baggrundstjek kan betyde færre udenlandske studerende.

- Vi vil helst ikke have, at de internationale studerende kommer til at opfatte det, som om vi ikke ønsker, at de kommer til landet. Vi vil gerne have, at de præger de lokale fagmiljøer og studiemiljøer, siger forperson Julie Olesen.

Brian Vinter forventer, at det er meget få studerende, der vil blive afvist. Blandt andet fordi det er begrænset, hvor meget følsom information studerende har adgang til.

- Det bliver ikke noget med, at vi siger nej i stor stil, det bliver et ekstremt lille antal. Så det er individer, der bliver sorteret fra, men på den brede vifte får vi en vækst af studerende, vi sagtens kan tage ind, siger han.

Når universitetet laver baggrundstjek på forskere, bliver der kigget på uddannelsesbaggrund, og hvem de har samarbejdet med. Det kommer universitetet ikke til at kunne lave på samme måde på de studerende.

Derfor ved Brian Vinter ikke endnu, hvordan baggrundstjekket vil se ud.

- Så vi skal øve os lidt, og vi skal snakke sammen med de andre danske universiteter, så vi beskytter Danmark, men vi samtidig undgår, at vi bare siger nej, fordi de kommer fra de her lande, siger han.

Brian Vinter mener også, at loven kan skabe noget ro blandt de danske studerende, fordi de ved, at de udenlandske studerende er blevet tjekket ved hoveddøren af universitetet.

- Så skal de ikke bekymrer sig for, hvad det er nogle medstuderende, de har fået. I stedet kan de inkludere de udenlandske studerende i deres studiefællesskaber med det samme, siger Brian Vinter.

Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. februar 2027.

Minister: 'Det er desværre nødvendigt'

Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund siger, at lovændringen kommer grundet en stigende trussel.

- Det er desværre nødvendigt, fordi truslen mod spionage mod vores forskningsmiljøer er stigende, siger hun.

Hun forklarer, at universiteterne har berettet om problemer med nogle få studerende, og det skal tages alvorligt, siger ministeren. Universiteterne er i tæt dialog med PET og får instruks og vejledning fra dem i forhold til screeningsprocessen, siger Christina Egelund.

Hun mener ikke, at baggrundstjek vil føre til en mistanke af alle udenlandske studerende, som formanden for Studenterrådet på Aarhus Universitet er bekymret for.

- Man ved, at hvis man går på universitet eller på en af vores uddannelsesinstitutioner, Så er man blevet screenet, og alt er godt. Det tror jeg i virkeligheden er til gavn for de internationale studerende, vi har, siger Christina Egelund.

Extracted Entities

Companies (1)

Countries (1)